Følg os på facebook
Når stilheden bliver et fælles sprog
I dag oplevede vi noget helt særligt på vores tur til Flyvergrillen. En stille køretur – med seks mennesker i bilen – hvor roen fik lov at fylde.
Det lyder måske simpelt, men det kræver både bevidsthed, nærvær og respekt.
Læs med herunder, hvordan stilhed kan blive en aktiv pædagogisk handling – og hvorfor den nogle gange er den fineste gave, vi kan give hinanden. 🌿🚗🤫
At mestre stilhed
Det var fuldstændig magisk at opleve vores køretur i dag til Flyvergrillen – en times kørsel hver vej i næsten fuldstændig stilhed.
Med seks mennesker i en bil kræver det en vis selvkontrol at praktisere stilhed.
Det kan være fristende at tale på kryds og tværs, især medarbejdere imellem.
Det gør vi, fordi det ligger til os – og fordi vi bare er mennesker.
Men for nogle bliver stilheden hurtigt akavet.
Det kan være svært bare at være, når man er i samspil med andre. Bliver der stille, føler vi os ofte forpligtede til at sige noget for at bryde stilheden.
Men al den snak kan opleves som larm for den enkelte.
En konstant talestrøm kan være meget forstyrrende og svær at rumme – især for dem, som er sensitive og udfordrede på sansesystemet.
De brugere, vi arbejder med, kan ikke sige til og fra på samme måde som os andre.
Derfor er det vores opgave som medarbejdere at hjælpe med at begrænse de auditive indtryk.
Som mennesker er vi generelt meget eksponerede for lyde.
Vi har jo ingen "ørelåg", som vi har øjenlåg, og derfor er vi ekstra sårbare over for den auditive sans. Vi kan ikke bare lukke af for indtryk den vej.
I dag mestrede vi stilheden.
I stedet for at tale hele tiden nøjedes vi med at pege på det, vi så, og fandt spændende under køreturen.
Og havde man brug for at sige noget, øvede vi os i at hviske.
Det lod til at komme alle i bilen til gode – og vigtigst af alt: Alle tre brugere fik en pause for den auditive sans.
Resultatet var, at de udviste større rummelighed og mere positiv adfærd.
